Når man taler med sustainability managers i fødevarebranchen lige nu, er der ét emne, der går igen oftere end alle andre: Scope 3 kategori 1 – altså CO₂-udledningen fra indkøbte råvarer og ingredienser.
Det er ikke så mærkeligt.
I de fleste andre brancher udgør Scope 3 typisk 50–70 % af det samlede aftryk. I fødevarebranchen ligger tallet oftest på 80–95 %. Det betyder, at man reelt ikke kan lave en troværdig klimarapport uden solide Scope 3-data.
Alligevel viser erfaringerne fra de første virksomheder, der allerede rapporterer frivilligt eller efter gamle standarder, at det er ekstremt svært at få styr på. De typiske resultater efter et års arbejde lyder sådan her:
30–50 % datadækning (baseret på omsætning eller vægt)
Flere hundrede eller tusinde leverandører, der skal bidrage med data
En stor del af leverandørerne er små og mellemstore virksomheder uden egen bæredygtighedsafdeling
Data kommer i alle tænkelige formater – eller slet ikke
Hvorfor er det særligt svært i fødevarebranchen?
Biologisk variation og komplekse værdikæder En pose kartofler fra én mark kan have et helt andet aftryk end fra marken ved siden af – afhængig af gødning, vanding og jordtype. Det gør gennemsnitsdata upræcise, men primærdata næsten umulige at indhente i stor skala.
Mange små leverandører En typisk dansk fødevareproducent har 300–1.000 direkte leverandører. Mange af dem er landbrug, gartnerier eller små forarbejdningsvirksomheder, der aldrig selv har skullet rapportere klimaaftryk før.
Ingen fælles standarder i praksis Selvom GHG Protocol og ESRS findes, bruger kunderne stadig hver deres Excel-skabelon. Det betyder, at en lille leverandør kan modtage 10–20 forskellige forespørgsler om året – og vælger ofte bare at ignorere dem.
Manglende revisionsspor Revisorerne kræver dokumentation hele vejen tilbage til marken. Det er sjældent muligt at levere, når data er indsamlet via e-mail og manuelle regneark.
Hvad siger erfaringstallene fra branchen?
En undersøgelse blandt nordiske fødevarevirksomheder (2024) viste:
68 % brugte mere end 6 måneder på første Scope 3-runde
41 % opgav at få primærdata og brugte sekundærdata overalt
Kun 12 % opnåede over 70 % datadækning første år
Det er ikke, fordi virksomhederne ikke gør en indsats. Det er, fordi opgaven i sin nuværende form er alt for kompleks til traditionelle metoder.
Hvad kommer der til at ske?
De virksomheder, der starter i 2025 eller 2026, får samme udfordringer – bare med kortere tid og strengere krav fra revisorerne. Samtidig stiger presset fra kunder og investorer, der forventer mere end bare “vi arbejder på det”.
Der findes ingen nem løsning endnu, men branchen er enige om, at tre ting bliver nødvendige:
Færre, fælles platforme for dataindsamling
Bedre sekundærdata på råvareniveau
Mere støtte til små leverandører
Indtil det er på plads, bliver Scope 3 den del af CSRD, der kommer til at koste fødevarevirksomheder mest tid, penge og frustration.
